Opførelsen

Allerede d. 23. juni 1944, altså før der forelå en tilladelse til at opføre tårnet, skriver Fredericia Kommunale Elektricitetsværk til byggenævnet i København. Her anmodes om tilladelse til indkøb af flg. materialer:

  • 15 tdr. cement
  • 85 kg jern til betonstøbning
  • 90 kg profiljern
  • 95 kg rundjern og fladjern

Det formodes, at denne materialeansøgning skyldes materialerationering da tårnet blev opført under Anden Verdenskrig.

Fredericia Kommunale Elektricitetsværk skriver d. 24. august 1944 endvidere til byggenævnet:

Ang. cement og jern til transformatorstation.

Vi anmoder høfligst det ærede byggenævn at fremskynde sagen mest muligt.

Strømforsyningen er for tiden meget daarlig, og det er os umuligt at holde tilstrækkelig spænding paa ledningsnettet i oplandet, uden at der træffes særlige forholdsregler. For at hjælpe landbruget med at faa høsten tæsket, er det, at vi arbejder saa stærkt på at transformatortårnet i Gaarslev bliver fremskyndet, da det kondensatorbatteri vi skal have opstillet der, vil hjælpe godt på spændingen i oplandet.

Vi haaber paa det ærede byggenævns velvillige behandling.

Opgaven med at mure tårnet blev givet til murermester P. Skov og Søn fra Børkop. Fredericia Kommunale Elektricitetsværk bekræftede tilbuddet d. 12. oktober 1944:

…..til opførelse af et transformertårn i Gaarslev i speciel udførelse i henhold til tilbud kr 6.140,00. Til dette tårn leverer vi selv cementen i Gaarslev i regning til Dem.

Idriftsættelse