Sognegården i 60'erne
Fra starten af 60'erne var "A/S Gårslev Forsamlingshus" nu overdraget til Gårslev Kommune, og blev nu kaldt Gårslev Sognegård. Huset havde nu den udvendige arkitektur som vi kender i dag. Der er senere sket indvendige ombygninger, men det ydere står uændret siden staren af 60'erne.
Gårslev Sognegård havde igennem 60'erne dens største funktionelle alsidighed. Stue-etagen indeholdte en stor-sal med scene, en lille-sal, en stor entre med garderobe, toiletter, køkken og spisekammer. Altså de samme funktioner som vi kender i dag.
Men derudover var der også et dame- og et herre-omklædningsrum med badefaciliteter, som blev brugt af byens sportsforeninger. Desuden var der et boldrum.
I kælderen under trappen stod fyret.
På første-etage var der to afsnit. Ovenfor trappen til venstre var indgangen til værtsparrets privatbolig. Her var toilet/bad, køkken, soveværelse, 2 små værelser samt en stue.
Døren ovenfor trappen som fører ligeud, gik ind til sognerådslokalet. Gårslev Kommune var på det tidspunkt det man kaldte for en sognekommune.
Døren til højre førte ind til kæmnerkontoret. Bag kæmnerkontoret var der yderligere et lille lokale.
Sognegården var altså indrettet som Gårslev Kommunes administrative center, sportslige centrum samt selvfølgelig stedet hvor der blev holdt møder og fester.
Ved kommunalreformen, som trådte i kraft d. 1. april 1970, blev Gårslev Kommune indlemmet i Børkop Kommune, hvorved sognerådet og den tilhørende administration blev fjernet fra Sognegården.