Stolegavle, præstetavle og ligsten

Vender vi os om, bemærker vi de lange rækker af kirkestole, hvis gavle er udsmykkede med forskellige medaljoner. Gå selv på opdagelse i dem. De er fra 1930. Et par år forinden havde man på triumf- og nordmuren fundet kalkmalerier med korsfæstelsen og dommedag, men de blev overhvidtede igen. Bemærk i det hele taget kirkens lyse farver, som den fik ved en omfattende restaurering i 1972, hvor også prædikestolen og altertavlen blev sat i stand. På vor vej op gennem kirken ser vi til venstre en nyere, trefløjet præstetavle og i den næstøverste stolegavl til højre skriftfeltet fra en tidligere degnestol (1693). I midtergangen mellem døbefont og prædikestol ligger de slidte gravsten over to herredsfogeder fra 1600-tallet: Peder Søfrinsen og Søren Pedersøn. Begge gravstenene er indrammede med de 4 evangelisters symboler i hjørnerne.