Prædikestol og lydhimmel

Prædikestolen i renæssancestil er lidt nyere. I felterne øverst står på latin HERRENS ORD FORBLIVER TIL EVIG TID, tillige med årstallet 1601.

Nederst ses indskriften SALIGEE ERE DE SOM HØR GUDS ORD OCH BEEVARERE MADZ HENDRCKSØN (giverens navn).

Prædikestol og lydhimmel. Foto: Gårslev Menighedsråd
Prædikestol og lydhimmel. Foto: Gårslev Menighedsråd

I 1678 tilføjer kirkens daværende ejer, Jens Lauridsen Risom, de udskårne figurer i buerne og bekoster samtidig altertavlen og lydhimlen, alt sammen lavet på Hans Nielsen Bangs billedskærerværksted i Middelfart. Figurerne forestiller de 4 evangelister samt Jesus i midten. Lydhimlen bærer en krone øverst og på undersiden en due under en forgyldt 8-takket stjerne, omkranset af en ligeledes forgyldt ring. Over og under den snor sig vinranker. Alt sammen symboler, som peger på 3-enigheden: Gud Fader, Søn og Helligånd.

Lydhimlens kant bærer siden en restaurering i 2011 inskriptionen: "Johannes 1.v.4: I ordet var liv, og livet var menneskers lys".